En A3 er et problemløsningsformat begrænset til et enkelt ark: kontekst, nuværende tilstand, analyse, modforholdsregler, plan og opfølgning, alt synligt på én gang.
Størrelsesgrænsen er metoden snarere end en formateringspræference. En side tvinger tænkningen til at være komplet og læsbar, og disciplinen med at få plads til det afslører, hvor argumentationen er tynd — en vag problemformulering overlever ti slides, men kan ikke overleve en boks på syv centimeters bredde.
Det fungerer samtidig som et arbejdsdokument. Fordi hele argumentet er synligt, kan en reviewer se, om modforholdsreglerne følger af analysen, hvilket er præcis det, der går tabt over et slide-sæt. I Toyota-traditionen er det også et coaching-redskab: forfatteren ejer det og udspørges om det, og denne udspørgning er selve pointen.
Udfyldes det bagudrettet for at dokumentere en beslutning, der allerede er truffet, bliver det til en rapport og mister alt det, der gjorde det værd at gøre. Den anden fejl er at behandle skabelonen som metoden — en A3 med alle bokse udfyldt og ingen kausal argumentation, der forbinder dem, er bare en formular.
