OEE ganger tre nøgletal: tilgængelighed (kørte udstyret), ydeevne (kørte det med den forventede hastighed) og kvalitet (var kvaliteten i orden første gang). Resultatet er den andel af den planlagte produktionstid, der fremstillede salgbare produkter ved den tilsigtede hastighed.
De gange sammen i stedet for at lave et gennemsnit, hvilket er grunden til, at tallet ser voldsomt ud — 90% på hver giver 73% samlet set. Den skarphed er netop det nyttige. Tre acceptable tab akkumuleres til et uacceptabelt tab, og det matematiske regnestykke viser det på en måde, som tre separate procenter aldrig gør.
Et enkelt tal er næsten meningsløst i sig selv. Det, der virkelig giver værdi, er opdelingen: tilgængelighedstab, der er domineret af vedligeholdelse og omstillinger, ydelsestab ved mindre stop og langsom drift, og kvalitetstab ved proceskapabilitet. Det er tre forskellige projekter, og fordelingen fortæller dig, hvilket af dem du står overfor.
Det forringes alvorligt, når det bruges som et mål. Planlagt nedetid pustes op, udstyr køres ud over, hvad processen kan holde til, og omarbejdning tælles som godkendt — alt sammen noget, der hæver tallet, men intet forbedrer. Det er et diagnostisk værktøj. Behandlet som en KPI bliver det til fiktion, og at sammenligne det mellem maskiner eller fabrikker har aldrig været gyldigt til at begynde med.
