Kapabilitetsindekser sammenligner, hvad en proces naturligt gør, med hvad den er pålagt at gøre. Cp sammenligner specifikationsbredden med processens spredning. Cpk gør det samme, men tager højde for, hvor processen ligger inden for specifikationen.
Begge eksisterer, fordi en proces kan have en lille spredning, men være skævt placeret. Cp kan ikke se det — en smal spredning, der presser sig op mod den ene specifikationsgrænse, scorer højt og skaber alligevel defekter. Cpk straffer denne forskydning, så den er altid den laveste af de to.
Gabet mellem dem er der, hvor indsigten ligger. Hvis Cp er meget højere end Cpk, betyder det, at variationen er fin, og at processen blot skal centreres, hvilket er et andet og som regel langt billigere problem end at reducere variationen.
Som tommelfingerregler gælder: 1.0 betyder, at spredningen akkurat udfylder specifikationen, 1.33 er et almindeligt minimum, og 1.67 er for kritiske karakteristika. Disse varierer alt efter branche og bør bekræftes frem for blot at antages.
Intet af det betyder noget for en ustabil proces. En Cpk, der er beregnet på noget, som stadig driver, beskriver en situation, der allerede er passeret, og det er grunden til, at styrediagrammer kommer først — stabilitet, derefter kapabilitet, i den rækkefølge. At angive indekset med to decimaler ud fra tredive datapunkter er den anden måde, det går galt på.
