Et kontroldiagram afbilder en måling over tid i forhold til grænser beregnet ud fra processens egen opførsel, hvilket adskiller den variation, som en stabil proces altid udviser, fra et signal om, at noget faktisk har ændret sig.
Denne adskillelse er hele formålet. Uden den reagerer teams på enhver udsving, og at reagere på normal variation gør processer værrere — at tilpasse en stabil proces som reaktion på støj tilføjer variation i stedet for at fjerne den. Kontrolgrænser stammer fra dataene, ikke fra specifikationen; at forveksle de to er den mest almindelige fejl, og en proces kan sagtens ligge inden for specifikationen, mens den er fuldstændig ude af kontrol.
Valget af diagram afhænger af dataene: X-bar og R til målte værdier i undergrupper, enkeltmålinger og glidende spændvidde til enkelte aflæsninger, p- og c-diagrammer til optællinger. Forkert valg giver grænser, der ganske enkelt er forkerte.
Diagrammer bliver printet, hængt op og aldrig kigget på igen, hvilket er den stille fejl — et diagram, ingen læser, er blot dekoration. Den anden fejl er at genberegne grænser efter hvert skift, hvilket garanterer, at diagrammet aldrig kan vise en ændring.
