Et Pareto-diagram rangordner årsager efter deres bidrag og opstiller dem i faldende rækkefølge, som regel med en akkumuleret linje. Det hviler på observationen af, at en lille andel af årsagerne står for det meste af en effekt — ofte citeret som 80/20, selvom det faktiske forhold varierer og ikke betyder noget.
Det, det afklarer, er, hvor man skal starte. Stillet over for tyve problemer og kapacitet til tre, forvandler diagrammet en diskussion om prioriteter til et regnestykke. Det er det meste af dets værdi: ikke indsigten, men afslutningen på debatten.
Valget af enhed afgør svaret. Rangordning af fejl efter antal og rangordning af dem efter omkostninger giver hyppigt forskellig rækkefølge, og kategorien hyppig-men-billig er en klassisk måde at bruge et år på det forkerte problem. Rangordn efter det, organisationen reelt bekymrer sig om.
Den anden fejl er at behandle den lange hale som støj. En Pareto afspejler den periode, den er trukket fra; en lille kategori, der vokser, vil ikke se vigtig ud, men vil være det næste diagrams første søjle.
