En balancing measure er en beregning, der anvendes sammen med en primær forbedringsmåling for at opdage utilsigtede konsekvenser andre steder i en proces, såsom yderligere arbejdsbyrde for kureren som følge af hurtigere instrumentlevering.
I et DMAIC-projekt om tilgængeligheden af kirurgiske instrumenter vil den primære måling måske spore, om instrumenterne når frem til operationsstuen inden for det aftalte tidspunkt. En balancerende måling kunne spore det antal minutter, personalet bruger på at afklare og håndtere hver anmodning. Et revideret anmodningsformat kan forbedre tilgængeligheden, men samtidig øge det administrative arbejde for operationspersonalet. Ved at måle begge resultater får projektteamet et datagrundlag til at beslutte, om ændringen skal indføres eller tilpasses.
Måleplanen specificerer, hvis arbejdsbyrde der tælles med, hvilke aktiviteter der kvalificerer sig, og hvordan observationer stikprøveudtages. Baseline- og pilotmålinger kræver sammenlignelige definitioner og indsamlingsmetoder. Før pilottesten er teamet enigt om, hvilken stigning i tiden til håndtering af anmodninger der vil udløse en genoptagelse til overvejelse. Den beslutning bør afspejle kliniske krav og personalemæssige begrænsninger.
Balancerende målinger supplerer FMEA ved at kontrollere, om forventede bivirkninger opstår under en test. De afdækker også konsekvenser, som risikovurderingen overså. Inden for DMAIC hører de hjemme under planlægning af målinger og evaluering af forbedringer. En styringsplan kan fastholde en balancerende måling, hvis risikoen fortsat er til stede efter implementeringen, med en navngiven ejer og en grænseværdi for ekstra arbejdsbyrde.
