Kanban er en signalmekanisme, der regulerer arbejde ved at begrænse, hvor meget der må være i gang på én gang. Ordet betyder skilt; signalet kan være et kort, en beholder, en tom plads eller en kolonne.
Dens definerende egenskab er, at arbejdet flytter sig, når det modtagende trin signalerer kapacitet, ikke når det afsendende trin er færdigt. Under push producerer hvert trin i sit eget tempo, og arbejdet hober sig op, hvor end det næste trin er langsommere. Under pull kan denne ophobning ikke ske, fordi intet signalerer produktion til en fyldt kø.
Grænsen for varer i arbejde (WIP) er mekanismen, ikke en retningslinje. Når en kolonne er fuld, kommer intet nyt ind, før noget forlader den, hvilket tvinger opmærksomheden mod flaskehalsen i stedet for at lade den gemme sig under en voksende kø. Teams, der er vant til at starte arbejde frit, oplever dette som en hindring, og den instinktive reaktion — at hæve grænsen — fjerner den eneste del, der reelt gjorde noget.
Oprindeligt i produktion, men princippet kan overføres direkte til enhver køproces: support-tickets, skadeanmeldelser, rekruttering, softwareudvikling. En tavle, der viser halvtreds igangværende opgaver og intet håndhæver, er en statusvisning, ikke et Kanban-system.
