Andel ikke-konforme er antallet af kontrollerede enheder, der ikke opfylder mindst ét specificeret krav, divideret med det samlede antal kontrollerede enheder, såsom ordrer, der kontrolleres før frigivelse til produktion.
I en ordreverifikationsproces tæller hver ordre én gang som enten konform eller ikke-konform. En ordre, der både indeholder et forkert materiale og en forkert mængde, bidrager med én ikke-konform ordre, selvom den indeholder to defekter. Måleplanen skal definere kontrolenheden og kriterierne for at godkende den.
Antag for eksempel, at et pilotprojekt kontrollerer 200 ordrer og finder 10 ordrer, der indeholder i alt 14 uoverensstemmelser. Andelen af ikke-konforme er 10 ÷ 200 = 0.05, eller 5%. De samme data giver 14 ÷ 200 = 0.07 defekter pr. ordre. Disse målinger besvarer forskellige operationelle spørgsmål: hvor ofte ordrer ikke godkendes, og hvor mange uoverensstemmelser der forekommer på tværs af den kontrollerede arbejdsmængde.
Inden for DMAIC kan andelen af ikke-konforme enheder give en baseline i Measure-fasen samt spore ydeevnen efter en korrigerende handling. Sammenligninger kræver ensartede inspektionskriterier og en stikprøvemetode, der repræsenterer de ordrer, der gennemgås. Hvis man kun inspicerer omtvistede ordrer, vil det give et skævvredet estimat af den samlede ydeevne.
En operationel definition fastlægger optællingsreglerne. Et Pareto-diagram adskiller afvigelseskategorier til undersøgelse, mens et p-diagram overvåger andelen af ikke-konforme enheder over tid med styregrænser, der tager højde for undergruppens stikprøvestørrelse.
